Plastikkrus på tid
Print
Hvor hurtigt kan man samle for 1500 kroners pant på Roskilde Festival? Det ved nogle særligt udvalgte pantsamlere fra Folkekirkens Nødhjælp snart. De er de første akkordpantsamlere i festivalens historie.
02.07.2010

Akkordpantsamlere i fuld gang på festivalpladsen

Jo hurtigere, du er - jo højere er belønningen. Det er konceptet ved akkordarbejde.

For nogle få frivillige akkordpantsamlere på årets Roskilde Festival, er belønningen ikke flere penge på kontoen, men mere fritid – og dermed mere fest.

Folkekirkens Nødhjælp har for første gang akkordpantsamlere på festivalen i Roskilde. Normalt arbejder en pantsamler tre vagter af otte timer under festivalen, uanset hvor meget pant vedkommende får samlet ind.

Akkordsamlerne derimod, skal samle for 1500 kroner pant, og så har de fri. Pengene går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde.

Færdige på to vagter

Med et normalt gennemsnit på omkring 1000 kroner pr. indsamler vil akkordsamlerne sandsynligvis hæve det samlede gennemsnit, og samtidig har de frivillige muligheden for at blive hurtigt færdige og få fri.

”Jeg har regnet lidt på det: Hvis vi kan samle ind for hundrede kroner hver i timen, så er vi færdige på to vagter,” siger Peter Brask optimistisk, mens han skubber den gule pantbananvogn op mod festivalpladsen. Efter et par sekunder tilføjer han dog:

”Eller også kommer det kun til lige at passe med, at vi er færdige i slutningen af tredje vagt.”

Langt mellem snapsene

I starten går det da heller ikke voldsomt godt for Peter Brasks hold. Akkordholdet indsamler udelukkende pant på selve festivalpladsen og ikke på campingpladsen, hvor pantindsamlingen har været i gang siden fredag. Da pladsen lige er åbnet en halv time før, de fem indsamlere kom, har folk ikke drukket særligt mange fadøl, drinks og shots endnu.

Men Peter Brask mener nok, det skal komme. Han er i hvert fald stadig frisk på pantsamlerjobbet.

”Vi kan jo gå og lytte til musikken imens,” siger han.

”Og så går det til et godt formål.”


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne