Mobiltelefonsælger i Congo
Print
humantohuman slår i år et slag for mere fair handelsvilkår til fattige men ressourcestærke nationer. Fokus er på mobilindustriens brug af mineralet kobolt, som blandt andet udvindes i Congo. Her følger en beretning fra gadeplan.
19.06.2008

Dyre telefoner fra Dubai

Line Brylle, udsendt fra Folkekirkens Nødhjælp i Congo, træder ind i den lille butik på et støvet gadehjørne i byen Kalemie. Her møder hun Daniel Kabiona Mutoka. Han arbejder i butikken "Maison Jesus ni Jibu" (Jesus er svaret), som sælger mobiltelefoner af alle slags. Daniel har alle de kendte mærker såsom Nokia, Motorola, Sony Ericsson og også andre mindre kendte mærker. Den billigste telefon koster omkring 30 og den dyreste op til 300 amerikanske dollars.

Daniel fortæller at de i gennemsnit sælger to telefoner per dag. ”Der plejer at være flere kunder i slutningen af hver måned, hvor folk har fået deres løn.” Derudover sælger butikken også al slags tilbehør til telefoner samt simkort til de forskellige netværker. Butikken importerer fra 2-300 telefoner ca. hver anden eller hver tredje måned. Det meste af deres lager kommer fra Dubai og bliver sendt via Tanzania, en af de mest almindelige importveje til denne del af det østlige Congo.

Mere populært at have telefon

Daniel gætter på at omkring 70% af Kalemies voksne befolkning ejer en mobiltelefon, men der er ikke rigtig nogen der ved hvor mange der egentlig har en. Nogen ejer to telefoner for at have en til hvert af de to store netværker der findes i byen.

”Installeringen af de store netværker her i byen har ændret meget, det hjælper folk at kommunikere og at lave forretnings-aktivitet.”, siger han.

Årets humanto human-kampagne sætter fokus på unfair handel og udvinding af mineraler i Congo. Line Brylle er lige vendt hjem fra to års minerydningsarbejde i Congo for Folkekirkens Nødhjælp. Pantindsamlingen på Roskilde Festivalen går netop til minerydnings-arbejdet i Congo.

Mangel på know-how stopper produktionen

I maj måned publicerede den danske forbruger-vagthund Danwatch en kritisk rapport der fastslår at de største mobiltelefonselskaber køber mineraler i blandt andet Congo, mineraler som er udvundet under meget kritisable forhold. Rapporten fastslår at handelen med Congos mineraler faktisk ikke bidrager til at hjælpe befolkningen ud af fattigdommen. Det skyldes blandt andet korruption, og at de store selskaber ikke tager deres del af ansvaret.

Daniel Kabiona Mutoka står bag disken og tæller et bundt støvede dollars. Han er godt klar over at der er mineraler fra hans eget land i de mobiltelefoner hans sælger. ”Det udvindes her, ikke langt fra Kalemie. Men Congo har ikke kapacitet til selv at forædle det, eller til at producere mobiltelefonerne.”


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne