| 30 skulpturer kom der ud af tirsdagens elektro-nikworkshop på campingpladsen. |
I et hjørne af campingpladsen har der fra søndag til tirsdag været skulptur-workshop, hvor gæsterne har udfoldet deres kreative evner ved at samle gamle telefoner, printplader, ledninger og metaldimser i nye spændende former.
Det blev til 30 farverige elektronik-skulpturer i alt med kreative titler som ’Roskilde Festival 2187’ og ’How to dismantle a bomb’.
Workshoppen sluttede tirsdag aften med en fernisering, hvor den bedste skulptur blev kåret og fejret med sangria og chips.
| Vinderskulpturen satte fokus på kommunikationen mellem Vesten og verdens fattigste lande. |
Ring til Anna i Congo
Vinder-skulpturen har titlen ’Ring til Anna i Congo og spørg hvordan det går.’ Dommerpanelet bestod blandt andet af festivalens talsmand, Esben Danielsen.
Panelet begrundede kåringen af vinderen med, at skulpturen har fokus på kommunikation mellem Vesten og verdens fattigste lande, hvilket lægger sig op ad Fair Phone – Fair Future-kampagnens fokus.
Maria Le Pedersen, som har været med til at arrangere workshoppen, fortæller, at den skal få folk til at tænke over, hvad der er inde i al den elektronik, som vi er så afhængige af i vores hverdag, og at det sandsynligvis er produceret på en unfair måde i verdens fattigste lande.
Mens folk sad og skulpturerede, fortalte de frivillige om kampagnen og opfordrede deltagerne til at vise deres støtte ved at give deres underskrift.
Problemet mellem hænderne
”Vi fik idéen til workshoppen, fordi vi gerne ville give folk noget konkret at arbejde med.
Budskabet om fair phones er lidt komplekst, og nogle gange forstår man det bare bedre, hvis man sidder med problemet mellem hænderne,” fortæller Maria.
Hun understreger dog, at det ikke er et problem i sig selv, at vi bruger elektronik i hverdagen:
”Dét, vi prøver at sige, er bare, at vi skal forstå, at der gemmer sig mere inde i vores mobiltelefoner, end vi går og tror, og at vi kan gøre noget for at ændre tingene, hvis vi tænker kreativt.”
Planen er nu at sætte skulpturerne på auktion og invitere de store internationale mobilselskaber til at byde på dem.
Overskuddet fra auktionen vil gå til humanitær minerydning i DR Congo.
Af Sigrid Bjerre Andersen
